Case
Den glade mund
Fem specialskoler fra Danmark, Norge og Tyskland gik sammen i et internationalt projekt, kaldet ”Den Glade Mund”, om at udgive en kogebog. Et af formålene med projektet var at skabe et sundt og nemt alternativ til fastfood - alt sammen ud fra elevernes livretter.
Lonnie Laugaard Rasmussen og Conni Hansen fra Pilehaveskolen stod i spidsen for projektet, som løb fra den 1. januar til den 12. april. Projektet havde en praktisk orienteret tilgang til matematik og læsning, hvor elevernes læring skete samtidig med, at de skabte et produkt i form af en kogebog. Det internationale samarbejde var at foretrække, da man ønskede at inddrage den internationale dimension i undervisningen samt at åbne elevernes øjne op for verden omkring dem.
Madvalg har en relation til sundhed og trivsel, derfor var der i projektet fokus på at lave elevernes livretter i en sundere version. Eleverne, som var i alderen 6-25 år, fik gennem projektet mulighed for at udgive deres yndlingsret i den fælles kogebog. Her skulle hver elev understøtte valget af livret med en lille historie om, hvorfor netop denne ret var valgt. Kogebogen indeholder alt fra velkendte retter til nye og mere eksperimenterende retter. I kogebogen kan man bl.a. finde Jannicks Skippertoast, som består af et stykke toastbrød med makrel i tomat godt fordelt ovenpå efterfulgt af en skive ost, som herefter kommes i ovnen - om denne ret udtaler eleven selv: ”Det er en sjov og anderledes ret. Den er nem at lave og jeg kan rigtig godt lide den”
Efter projektets afslutning, er kogebogen blevet udgivet og kan købes hos Bog og Idé i Assens samt på Pilehaveskolen. Eleverne er alle meget stolte over, at de har lavet en fysisk kogebog med deres bidrag i form af deres egen livret.