Person
Digital Creations
Af lærer og eTwinning-ambassadør Charlotte Rørbøl
På Langelinieskolen har 8.klasserne brugt eTwinning til at få den internationale dimension med i arbejdet med programmering. Vera og Sofia fortæller om projektet:
”Vi skulle bygge golfbaner og programmere en robot (Sphero Robotic Ball) til at køre igennem golfbanen, og den bedste skulle sendes til den tyske klasse, så de kunne se vores ideer.
Vi har programmeret spil på computeren før, men ikke lavet noget fysisk med robotter. Det var fedt, at der også var noget med hænderne i det. Det var kreativt, man kunne selv vælge, hvordan det skulle se ud og der var ikke så mange bestemte krav, så vi havde meget frihed. Det var meget anderledes end normal skole, hvor man bare sidder og læser.
Så det var sjovt! Det var bare lidt stressende, at vi havde så kort tid og robotten var svær at styre, fordi den rullede meget.
Vi glæder os til at se tyskernes reaktion på det håndværk som vi har lavet og også til at se deres baner!”
Lærer Mathias Lund Olesen fortæller også, at eleverne var meget interesserede i det, og siger, at eleverne synes, at det var vildt sjovt at programmere robotboldene, og også at se de tyske resultater. Der var også kulturel udveksling i form af videoer om Frankfurt og København, og det var spændende at læse partnerklassens beskrivelser af sig selv.
Mathias fortæller, at det var meget simpelt at finde en partnerklasse til sit projekt. Han skrev bare et opslag i Partner Finding Forum, og så gik der mindre end et døgn, før de skrev tilbage, at de var interesserede. Mathias har prøvet det før og siger, at der kommer hurtig feedback, der er mange, der gerne vil lave eTwinning projekter. I sit næste eTwinning projekt kan Mathias godt tænke sig at lave noget endnu mere avanceret samarbejde mellem klasserne, f.eks. med videomøder mellem eleverne.
Vera og Sofia kunne også godt tænke sig videomøder med partnerklassen, men så vil de tale engelsk med dem, når tysk er de andres modersmål!