Case
Lotte Tingsager
Stilling: Lærer
E-mail: lotte.tingsager@etwinning.dk
Jeg er folkeskolelærer i Odense på Tarup Skole, hvor jeg underviser i tysk, matematik og fysik/ kemi. Derudover er jeg en af skolens internationale koordinatorer.
Jeg interesserer mig for klasseledelse, didaktik og sprog blandt andet gennem kulturmøder. I 2016 tog jeg et PD-modul i netop klasseledelse og fagdidaktik. Teknologi og teknologiforståelse er også en del af mit DNA, derfor har jeg mastermoduler i bl.a. Globale Makerspaces og didaktisk design. Da jeg fik muligheden for at deltage i ekspertskrivegruppen under BUVM omkring faget teknologiforståelse, sagde jeg omgående ja, hvilket var spændende og givende.
Jeg har arbejdet med eTwinning i over 10 år og lavet projekter primært i fagene tysk, matematik og geografi. At lave samarbejdsprojekter på tværs af Europa med kolleger fra andre lande er så berigende for eleverne og i den grad også for mig som lærer. Elevernes faglighed og interkulturelle kompetencer/ forståelse bliver sat i spil i samarbejdsprocessen, hvilket er med til at give eleverne en følelse af at mestre sprog og færdigheder. Projekter gennem eTwinning behøver ikke vare hele skoleåret. De kan også være korte, fx en uge eller en dag, dermed vil jeg sige, at forberedelse og årsplan ikke behøver at stå i vejen for at lave eTwinning projekter.