Parkskolen, Struer
© eTwinning DK

Parkskolen, Struer

28-10-2020

Af Josephine Steen, Studentermedhjælper, eTwinning DK i STIL.
På denne side møder vi Parkskolen i Struer. Her arbejder Ellen Burkarl som lærer og it-vejleder, og hun var tilbage i foråret 2008 den første på institutionen til at tilmelde sig eTwinning.

Hun fortæller, hvordan det startede i det helt små med opbygning og afprøvning af forskellige projekter. Efter den første succes blev hun helt høj af glæde, forklarer hun entusiastisk. Projektet var ikke blot en succes for hende selv, men for hele klassen, for eleverne der deltog, både i Danmark og i partnerlandene.
Siden da har Ellen udbredt brugen af eTwinning som didaktisk værktøj til flere dele af skolen. I alt 35 lærere bruger portalen, som samlet set har udarbejdet 18 projekter – flere af dem af høj kvalitet. I foråret blev skolens flotte arbejde så hædret med en samlet titel som officiel eTwinning-skole.

Incitament til forsat at udvikle kvaliteten i internationalt og digitalt samarbejde
På trods af glæden og stoltheden over denne anerkendelse, anses den nyvundne titel også som en forpligtelse til ”at give den max gas”, til fortsat at udvikle skolens tiltag og vedholdende arbejde med internationalt samarbejde og digitalisering, forklarer Ellen. Udbredelsen af eTwinning til indskoling og mellemtrinnet er således blevet en decideret strategi for Parkskolen. Derudover byder det nye skoleår 2018/2019 også på et nyt valgfag for skolens 8. klasseelever. Skolen har arbejdet på højtryk for at oprette et valghold i ’eTwinning’, som kommer til at arbejde med projektbaseret læring i form af månedlige projekter, der bearbejder forskellige emner og problematikker ud fra en tværfaglig vinkel. 11 elever har tilmeldt sig det nye valghold, som netop er startet op. Flere af eleverne har arbejdet med eTwinning før, mens andre er helt nye brugere. Ellen er underviser og tovholder på projektet. Normalt underviser Ellen Burkarl i engelsk og matematik – også på skolens internationale linje – men vil med hensyn til valgfagets udformning ikke lade sig begrænse af sine hovedfag. Hun har således allerede stablet et kommende projekt på benene, der har historie som hovedfag . Her kommer eleverne til at arbejde med en irsk, tysk og østrigsk skoleklasse under overskriften ”Go take a hike”, der omhandler historisk vandring i egen by. Det giver mulighed for både lærere og elever at udvikle og fordybe sig i forskellige interesser. Fremadrettet skal valgfaget giver eleverne mulighed for øget medbestemmelse og selvbestemmelse, idet de pålægges ansvar ift. projektudvikling, tematikker og selvfølgelig selve udførelsen af projekterne.

Udbredt interesse – skolemærket vækker interesse
I og med at skolen har fået tildelt dette mærke, har flere af personalet fået øjnene op for den digitale platform, og Ellen forklarer, hvorledes hun er blevet prikket til af flere, der ønsker at oprette sig og komme i gang med at bruge det digitale redskab, men som mangler hjælp til at komme i gang eller inspiration til en god projektidé for nybegyndere. Flere kolleger giver udtryk for, at de gerne vil i gang med eTwinning, fordi de godt kan se styrken i at arbejde internationalt på en EU-sikret digital platform, der netop opøver 21st Century Skills. Dog udtrykker mange af lærerne mangel på tid, kendskab til specifikke fag – eller som Ellen forklarer: ”Lærerne overkomplicerer projekterne og stoler ikke altid på egne evner i forhold til at prøve noget helt nyt og samarbejde med ’fremmede’ lærere fra skoler omkring i Europa.” Men Ellen er ved godt mod og opfordrer sine kolleger på Parkskolen til at starte blødt ud og støtter gerne hen ad vejen.

Internationalt samarbejde behøver ikke foregå på engelsk
Til underviserne i indskolingen siger hun, at fremmedsprog og evnen til at tale engelsk ikke bør skræmme dem fra at afprøve eTwinning med yngre skolebørn. "Der er altid en løsning”, siger hun og fortsætter: ”Man kunne for eksempel arbejde med skoler eller børnehaver i Norge og Sverige, hvor sproget ligner det danske, og lade børnene tegne tegninger. Man skal blot starte et sted og opnå sin første succesoplevelse, så skal man nok få blod på tanden”, forklarer Ellen.

Ellen fungerer som skolens interne eTwinning-ambassadør og holder oplæg og introduktioner for kolleger. Personalet ved godt, at de kan komme til hende for at få råd, vejledning og inspiration, og det håber Ellen, vil få flere interesserede lærere til at anvende eTwinning i undervisningen. Første skridt i arbejdet med udvikling af international profilering er at gøre folk opmærksomme på mulighederne i form af opnåelige resultater og brugbare redskaber for at nå dertil – hvilket præmieringen med eTwinnings skolemærke i høj grad hjælper med at sætte fokus på.

eTwinning
eTwinning