Juletraditioner - et eTwinning-projekt
© eTwinning DK
Juletraditioner - et eTwinning-projekt
© eTwinning DK

Juletraditioner - et eTwinning-projekt

04-12-2018

På Vestermarkskolen i Odder har 4. og 5. klasserne arbejdet med et internationalt eTwinning-projekt omhandlende juletraditioner, og med iPad'en som kreativt værktøj.
Koordinerende eTwinning-ambassadør Birgitte Herrmann har leveret indholdet til dette modul.

eTwinning er en gratis og sikker platform for lærere og elever til at netværke, udvikle samarbejdsprojekter og udveksle ideer i Europa. eTwinning er fantastisk, fordi det kombinerer og udvikler elevernes faglighed, IT-kompetencer og interkulturelle forståelse. Og så er det selvfølgelig spændende at være en del af det større uddannelsesfællesskab i Europa.

Vi lærere fandt hurtigt nogle samarbejdspartnere fra Spanien og Holland og besluttede at gennemføre et projekt omkring juletraditioner med iPad’en som kreativt arbejdsredskab. Vores ønske var, at eleverne både fik indblik i, hvad der kendertegner juletraditioner i andre europæiske lande, men absolut også fik et større indblik i egne juletraditioner. Spørgsmål som fx.: Hvordan opstod det første flettede julehjerte? Hvad kendertegner vores nisser, og hvor kommer de fra? Hvorfor går vi Luciaoptog? Hvor kommer juletræet fra?

iPad’en fungerer i sådanne projekter virkelig som et kreativt værktøj. Med iPad’en som arbejdsredskab havde vi muligheden for at lave nogle indbydende multimodale produkter som vi kunne “sende” til vores partnere i Spanien og Holland. Eleverne arbejdede med mange forskellige apps. De fik både brugt Mindmeister, Book Creator, Puppet Pals, Stopmotion, Garageband, Skoletube m.m. for til sidst at samle det hele i iMovie til den endelige redigering. Skoletube blev omdrejningspunktet for delingen/videreformidlingen. Slutteligt fik vi “anbragt” alle vores produkter på en Padlet-væg og linket det.

Klik på dette link til Padlet'en: http://goo.gl/IJxx40.

Derudover fik vi også en meget relevant snak og diskussion omkring lovlig brug af musik samt billeder fra nettet.

Selvom det er fantastisk at kunne dele så meget viden og informationer online, kunne vi ikke dy os for også at sende nogle “fysiske produkter”. Så alle fik selvfølgelig lavet et julekort, som blev sendt afsted.

Nu glæder vi os til at kigge nærmere på hvad Spanien og Holland har sendt til os, så vi kan blive klogere på juletraditioner i disse europæiske lande samt opleve, hvor meget vi egentlig har tilfælles, både hvad angår juletraditioner men også hverdagsliv og interesser.

Nu håber vi så vores julekort måske kommer til at stå på en kaminhylde til stor glæde over og minde om os her i lille Danmark.

eTwinning
eTwinning