Flying High Together
© eTwinning DK

Flying High Together

01-07-2024

Flying High Together er et tværfagligt STEAM-projekt som Charlotte Torp fra Frisholm Skole har deltaget i. Charlotte har med deltagelsen i dette eTwinning og Erasmus+-projekt gjort sig sine første erfaringer med det internationale samarbejde. Frøene til dette projekt, der udviklede sig til et Erasmus+-projekt undervejs, blev lagt, da Charlotte deltog i et eTwinning seminar på Malta.

Ideen til projektet var, at eleverne gennem arbejdet med at skabe drager, gjorde sig erfaringer med ideudvikling og designprocesser samtidig med, at de brugte både matematik, billedkunst, Håndværk og Design og engelskundervisningen til at skabe smukke drager, som de kunne vise til deres kammerater i samarbejdslandene.

Frisholm Skole benyttede kommunens FabLab og samarbejdede med skolens FabLab-lærer for at skabe deres drager. De havde også besøg på skolen af en drage-ekspert, der kom på besøg med alle sine drager som han satte op på skolen, så alle skolens børn og voksne kunne nyde synet.

Undervejs lærte børnene på tværs af Europa hinanden at kende; de delte traditioner og viden med hinanden, mødtes online og sendte små opgaver og præsentationer frem og tilbage mellem hinanden.

Projektet har produceret en fin e-bog om deres erfaringer, ligesom projektet har delt billeder, videoer og meget andet med hinanden.