© eTwinning DK For godt et år siden fik jeg en fantastisk mulighed for at deltage i et eTwinning-seminar i Norge sammen med andre pædagoger fra de nordiske lande. Formålet var at finde en samarbejdspartner til at lave et eTwinning-projekt med. Jeg fik en sød ung partner fra Oslo, Julie. Vi aftalte, hvad indholdet skulle være, og hvem der gjorde hvad, og sammen oprettede vi et TwinSpace. Det er her, man kan dele filer, billeder og film. Det er også muligt at kommunikere.
Nu var det bare med at komme hjem og komme igang midt i en travl hverdag med mange både faglige og praktiske pligter. Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan man bliver venner med nogen, man ikke har mødt, og hvordan jeg skulle formidle det til børnene.
© eTwinning DK Eftersom børnene vidste, jeg var væk på seminar, tog jeg udgangspunkt i det. Jeg fortalte dem om Julie og hendes børnehave, mens vi spiste madpakker. Der var mange spørgsmål, men mange af børnene vidste godt, hvor Norge lå. At man kunne stå på ski, at man kunne sejle dertil. De ville gerne se børnehaven, så vi gik på nettet og fandt billeder af den.
Og så var vi faktisk igang. Børnene fik hurtigt lyst til at blive venner med dem i Norge. Efter lidt snak om, hvordan man nu blev venner med nogen, man ikke kender, blev de enige om at sende et brev. De ville også sende billeder af sig selv. Her måtte jeg fortælle dem, at det måtte vi ikke endnu. Det skulle vi først spørge deres forældre, om de måtte. Så fik én af pigerne den ide, at de jo bare kunne tegne sig selv. Så det gjorde de, allesammen.
Jeg havde jo på forhånd besluttet, at børnene skulle have én eller anden form for fysisk handling, der kunne knytte bånd til oplevelsen. Så tegningerne skulle med posten. Det var en øjenåbner, igen. Nogle af børnene vidste godt, man kunne sende postkort fra sin ferie, andre vidste slet ikke, hvad breve var. De vidste godt, hvad postkasser var til, og hvor de var. Men ikke ret mange havde brugt dem. Så afsted til købmanden næste dag og købe konvolut og frimærker. Frimærkerne i sig selv udløste en længere snak om penge og betaling for at få brevet afsted. Og så i den røde postkasse med dem.
Vi var godt igang. Og det var noget, børnene snakkede meget om, også derhjemme. Så for at forældrene også kunne følge med, lavede vi en væg til dokumentation. Det er nemlig ikke bare lige sådan at dele billeder, som man modtager fra en anden børnehave på Facebook, som vi plejer med egne billeder.
Julie og jeg havde aftalt at lave en ebog med billeder fra vores hverdag i børnehaven og fra selve børnehaven. Den idé greb børnene med det samme. Efter en kort instruktion i at bruge kameraet i iPad’en gik de ud enkeltvis og tog billeder af deres yndlingssteder - både ude og inde.
Mens vi spiste madpakker, snakkede vi om det at tage billeder. Hvem måtte man fotografere? Skulle man spørge? Måtte man bruge et billede, som nogen syntes var grimt? Måtte man også tage billeder af historierne på toiletdøren, selv om der sad en på toilettet med bar mås? Efter den oplevelse hørte vi børnene spørge hinanden, om de måtte tage billeder. Det blev også hørt, at de fortalte hinanden, at lige nu var der én på toilettet, så der måtte man ikke tage billede ude.
© eTwinning DK Projektet startede som et særskilt projekt, men hurtig blev vores andre projekter en del af det også. Og de gik sammen op i en højere enhed. Billederne af yndlingsstederne blev vist på væggen, og det gik op for børnene, at mange af dem havde de samme yndlingssteder, og de fik øjnene op for andre legekammerater.
Så fik vi post fra Norge. Jeg blev mødt af en kødrand af børn, der ville vise mig brevet, og i en fart blev det åbnet og indholdet inspiceret. Tegninger og et brev. Glæden ville ingen ende tage, og det var det store samtaleemne resten af ugen. Navnene på tegningerne skulle siges igen og igen. Nogle af dem var vi ikke sikre på, at vi sagde rigtig, og der blev spekuleret meget på, om vore venner mon kunne sige vores navne rigtigt.
Sideløbende havde vi arbejdet med at fotografere vores hverdag og yndlingssteder i børnehaven. Billederne blev set igennem sammen på væggen ved hjælp af vores lille PicoPix projektor. På denne måde var også alle børnene med i at forfatte brevene og tekst til billederne.
Vi sendte og modtog slik og film fra vores venner. Så skulle vi ud og handle, og i den forbindelse tog vi billeder af vores lokalområde og fortalte lidt om, hvad der lå i nærheden af os. Filmen, vi modtog, var på norsk og derefter på dansk. Det var sjovt og lærerigt for både os og børnene. De legede meget med sproget og stillede efterfølgende mange spørgsmål om andre sprog. De blev mere bevidste om sproget, også når de snakkede med vores udenlandske børn. Det blev spændende at høre, hvordan vores drenge fra Grækenland og Japan sagde de forskellige ord, og det blev en leg at spørge om det, til stor fornøjelse for både grækere, japanere og danskere.
Dette affødte, at vi begyndte at tale om, hvor mange nationer vi talte i vores lille hus. Og det skulle også markeres på vores dokumentationsvæg: Ungarn, Grønland, Grækenland, England, Japan, Norge, Thailand, Syrien og mange flere blev det til.
En kort overgang var hovedspørgsmålet, når nye mennesker trådte ind af vores dør: ”Og hvad land kommer du så fra?” også selvom folk snakkede dansk. Sjovt nok blev de så nærmest ”blinde”, når der så virkelig trådte en udlænding ind af døren. Dem tog de bare til sig uden spørgsmål eller løftet øjenbryn. Det var bare velkommen til fællesskabet og skal vi så ikke lege sammen.
© eTwinning DK Hvad har det så givet os at arbejde med eTwinning?
En anden tilgang til det arbejde, vi gør til dagligt. Om det så er snakken om, hvordan man er venner til, hvad man spiser, så har både forskellene og lighederne været med til at give os et indblik i, hvem vi selv er, og hvor vi kommer fra.
Kunne jeg have gjort det med én fra byen? Ja sikkert, men der er noget forpligtende ved at lave noget med én, man ikke kender. Man får fagligt indblik i, hvordan andre landes pædagoger arbejder. Efterfølgende har jeg været med i et projekt med én fra Slovenien og Tyrkiet.
Sproget: det er ikke et problem, de andre er måske bedre til engelsk, de fleste er ikke. Men ånden på eTwinning er, at det er i orden. Det giver nu og da nogle udfordringer, hvis man pga. sproget ikke helt er enige om, hvad det er man skal, men de overkommes nemt ved alm. høflighed og imødekommendehed.
Praktisk: jeg har hele tiden prioriteret, at projektet skulle kunne være en del af vores hverdag. Eftersom vi tager billeder af alle vores aktiviteter og poster nogen af dem på Facebook, havde jeg løbende billedmateriale til at dele med vores venner i TwinSpace. Ligeledes har jeg haft for øje, at hele oplevelsen skulle foregå på en uformel måde. Det betyder, at jeg ikke har fastlagt det til at foregå i samlingstunder eller med fastholdelse i, at ALLE børnene til ALLE TIDER skulle være med i det. Det frigiver muligheder, hvis børnene er en ustabil flok rent mødemæssigt. Jeg har ladet mig styre af at følge børnenes spor i projektet. Det har naturligt ført til en sammenhæng med vores hverdagsliv og de aktiviteter, vi har haft gang i, og selve projektet.
Billedrettigheder: jeg skrev en kort bulletin til forældrene om eTwinnings muligheder og formål og fik tilladelse til at anvende billederne på eTwinning. Men ikke til alle. Det betød, at jeg i visse tilfælde måtte nøjes med at bruge billeder af børnenes hænder, der arbejdede med det, vi lavede. Jeg måtte også spørge min norske partner om tilladelse til at sætte billederne op på vores væg, men ikke på Facebook.
Afstemning og afklaring med partner: det er en god ide, hvis man gør sig nogle tanker om, hvor tit man skal levere noget, og hvad indholdet er. Også en god ide at kommunikerer løbende via Facebook eller mail med hinanden om, hvor man er i processen, og hvad der ligger af udfordringer.
TwinSpace: det kan se ud på mange måder alt efter, hvad man ønsker sig. Jeg har i de fleste af mine projekter valgt at lægge billeder, filer og film ind i selve hovedsiden sammen med en tekst om, hvad der sker på billederne. Hovedsiden kan man, efterhånden som projektet udvikler sig, scrolle op og ned i, og det tiltaler børnene i min aldersgruppe. Så låner de min iPad og ruller frem og tilbage i historien og snakker om det, de har oplevet og lavet. Jeg tager så screenshots af hovedsiden og hænger dem op på vores dokumentationsvæg til forældrene at se på og i børnenes mapper til evigt minde om projektet.
Og til sidst : Det første møde med eTwinning kan være ret udfordrende, for hvor søger man lige en partner? Der er mange kriterier, man kan søge ud fra, og ét af bumpene på vejen er forståelsen af opdelingen af aldersgrupperne. I nogen lande går de tre-årige i skole. Betegnelser af vores faggruppe er også ret vidt varierende. Et andet lille bump er det med så rent faktisk at finde en partner. Prøv at finde én, der har oprettet et projekt, der kan lyde lidt a la det, du tænker, du har lyst til og hop med i det. Det giver erfaring og desuden åbner det op for kontakter, som er ret svære at få, hvis man ikke i forvejen kender nogen derinde. Når man er kontakt med nogen, kan man få lov til at snuse til deres kontakter og se, hvad de laver og på den måde finde projekter og ideer til projekter.
