Byvandring og Stjerneløb
© eTwinning DK

Byvandring og Stjerneløb

04-12-2018

8.i fra Belllahøj Skole giver her deres bud på, hvordan man i engelskundervisningen kan kombinere et eTwinning-projekt med temaerne ”udeskole” og ”læring i bevægelse”. Med eTwinning får man mulighed for at samarbejde med andre skoler i Europa via brugen af it.

Skab en mere varieret undervisning og arbejd f.eks. med et eTwinning-projekt i den understøttende undervisning.

eTwinning er et tilbud, som skal styrke og udvikle netværksopbygning mellem skoler og lærere i Europa. På en enkel måde kan man via hjemmesiden www.etwinning.net opbygge pædagogiske partnerskaber med skoler i andre europæiske lande og bidrage til innovative samarbejdspartnere, styrke sprogindlæringen, sprede god og pædagogisk praksis samt bidrage til at udvikle lærerens kompetencer i pædagogisk brug af it.

Lærer Kirstine Brøndgaard og eleverne fra 8.i på Bellahøj Skole kommer her med deres bud på, hvordan man kan kombinere et eTwinning-projekt med bevægelse i undervisningen og temaet ”udeskole”.

Forløbsbeskrivelse

Forløbet består af fire arbejdsfaser:

Lav en film (ca. 15 min.): ”A guided tour around your city”. Send filmen til din venskabsklasse i det andet land.
I vil modtage en lignende film fra din venskabsklasse. Se den grundigt.
Stjerneløb – Det hele handler om at vinde!
Din lærer sender resultaterne fra Stjerneløbet til din venskabsklasse.
Forinden disse faser har venskabsklasserne i de forskellige lande mødt hinanden på TwinSpace (et virtuelt rum på www.eTwinning.net, som oprettes, når man starter et nyt projekt), hvor de har lært hinanden at kende ved at chatte, sende billeder osv. Dette skal fungere som en god ice-breaker, så man skaber et trygt og rart læringsrum, hvor alle tør komme på banen og bruge fremmedsproget engelsk.

Læringsperspektiv:

  • At søge information på internettet
  • At udvælge relevant information på internettet
  • At bruge det engelske sprog i en kommunikativ kontekst
  • At vække nysgerrigheden for kulturen i et andet land
  • At lære om historien i ens egen by
  • At formidle viden om ens egen by videre til andre
  • At producere og redigere en video

I samarbejde at udføre et Stjerneløb under tidspres og hårdt fysisk arbejde.

Fag/fagområder:

  • Engelsk som fremmedsprog
  • Historie
  • IKT (chat, video, informationssøgning og -indsamling på nettet, udvælgelse af relevant information på nettet)
  • Idræt
  • Udeskole

Målgruppe:
11-16 år

Omfang:
3 timer: Søg information på internettet
4 timer: Lav din optagelse i din by.
3 timer: Rediger filmen + lav spørgsmål til jeres Stjerneløb (parallelgrupper arbejder på samme tid).
1 time: Se filmen fra din venskabsklasse. Se den flere gange og arbejd med den.
2 timer: Udfør Stjerneløbet på et udendørsareal (saml flest mulige point!).
Udførlig beskrivelse af forløbet:

Fase 1:
Klassen udarbejder en guidet tur rundt i deres by. Det skal være autentisk og derfor foregå ude i det virkelige bybillede. I dette tilfælde København. Læreren har på forhånd (evt. i samarbejde med eleverne) udvalgt nogle seværdigheder og historiske monumenter, der karakteriserer byen. Eleverne skal i grupper af 2-3 udvælge én af disse ting, de vil arbejde med. De skal give en historisk præsentation af det valgte. Det kunne f.eks. være Danmarks Nationalmuseum eller Rundetårn. For at forberede deres præsentation søges og udvælges der vigtig information på internettet.

Alle i klassen skal deltage i præsentationen på den ene eller anden måde, således at alle får brugt det engelske sprog. Alle elever tager ud til hver deres ”ting” og filmer deres præsentation.

Filmen redigeres. Klassen ser filmen, og der udarbejdes relevante spørgsmål til klassens lille dokumentarfilm. Det kunne f.eks. være: ”Who builded the Round Tower in Copenhagen?”.

Filmen samt spørgsmål sendes afsted til venskabsklassen i det andet land. Læreren i venskabsklassen holder spørgsmålene til dokumentaren tæt til kroppen, indtil de skal bruges i Stjerneløbet.

Fase 2:
Klassen modtager en lignende film fra venskabsklassen i det andet land. De ser filmen og studerer den nøje (evt. i små grupper).

Fase 3:
Klassen deles ind i små grupper. Nu skal Stjerneløbet sættes i gang. Det handler om at huske så meget som muligt fra filmen og hermed få så mange point som muligt, når man laver Stjerneløbet. Læreren har på forhånd lagt alle posterne/spørgsmålene ud på et udendørs areal. Læreren står i midten af alle posterne. Hun holder styr på, hvor de forskellige grupper løber hen. Når en gruppe har løbet ud til en post, de har fået angivet af læreren, skal de løbe tilbage til læreren med det rigtige svar. Et rigtigt svar giver 1 point. Et forkert svar giver 0 point. Alle elever skal fremlægge deres svar, således at alle får talt engelsk.

Fase 4:
Klassens samlede point tælles sammen, og begge lærere mailer svaret til hinanden – En vinder er nu fundet!

I denne fase indgår naturligvis også et konkurrenceelement inden for klassens rammer, idet grupperne i klassen også kan dyste mod hinanden i Stjerneløbet.

Flere lande kan tage del i projektet på samme tid. Det gør blot konkurrencen større og mere spændende.