VacunaTICzate
© eTwinning DK
VacunaTICzate
© Jannie Grue, eTwinning DK

VacunaTICzate

07-06-2021

Sammen med lærere fra Spanien og Tjekkiet, igangsatte Jannie Grue, Rødovre Gymnasium, projektet i COVID-19-perioden. Eleverne undersøgte og vurderede digitale ressourcer for sammen med lærerne at være bedst muligt rustet, hvis en lignende krise skulle opstå igen. Har opnået både dansk og eur. kvalitetsmærke og senere vundet prisen 'Bedst i eTwinning DK 2020'. Nu med videopræsentation.

Vi spurgte lærer Jannie Grue fra Rødovre Gymnasium, som har været igangsætter og tovholder i dette forløb: ”Hvad har dit projekt betydet for jeres elever?” Jannie svarede:
”Elevernes/lærerens kendskab til digitale undervisnings muligheder under fjernundervisning”

Corona-krisen har haft stor indflydelse på igangværende og planlagte eTwinning-projekter. Flere projekter er blevet afsluttet før tid, og andre er blevet udskudt. På Rødovre Gymnasium blev Jannie Grue også udfordret. Den største problematik, Jannie stod overfor, var hvordan engagerer man bedst muligt sine elever i onlineundervisning?

For Jannie Grue er motivation det vigtigste element i undervisningen. Jannie oplevede personligt, at det var svært at opnå dette gennem fjernundervisning. Det var vigtigt for Jannie, at hendes elever selv tog aktiv del i undervisningen og ikke døsede hen foran skærmen. eTwinning-projektet gjorde det muligt for Jannie at skabe en stor motivationsfaktor hos sine elever fra i alt syv forskellige klasser fordelt på 1., 2. og 3. G elever i fagene spansk, latin og oldtidskunstskab. Det motiverede eleverne til at få små projekter/opgaver med "hands on", hvor de selv skulle være kreative, bruge og undersøge de forskellige ressourcer

Gennem kvantitative og kvalitative undersøgelser har eleverne og lærerne kategoriseret kendte og ukendte ressourcer. Målet med projektet var fra start at udarbejde et katalog over digitale ressourcer samt at kategorisere de forskellige ressourcer under det rette formål – benytte den enkelte ressource bedst til præsentationer, ice break aktiviteter, mindmaps, kreativitet, information osv. Forud for hver undersøgelse har Jannie og de andre lærere udarbejdet en opgave, som eleverne skulle udføre i henhold til den givne ressource. Eleverne har blandt andet arbejdet med ressourcerne i form af et projekt, en aflevering, en test mm. De udvalgte og undersøgte ressourcer er alle afprøvet af eleverne, hvorefter de har evalueret på ressourcens brugervenlighed, motivation, fun-faktor og mulig fremtidig brug. Elevernes undersøgelser og vurderinger har dermed bidraget til den nødvendige empiri, for at kunne kategorisere de benyttede ressourcer.

I opstartsfasen af projektet udarbejdede lærerne en sammenligningsundersøgelse, hvor elevernes kendskab til samtlige digitale ressourcer bliver tjekket. Her viste det sig, at eleverne havde størst kendskab til Youtube og Kahoot på hhv. .1 og 2. pladsen. Men gennem projektet har eleverne fået et meget bredere kendskab til digitale ressourcer og deres anvendelse - en viden, som de kan gøre brug af i deres videre skolegang.

Bedst i eTwinning DK 2020
Projektet er et af de fire vinderprojekter ved årsskiftet 2020/21 med denne begrundelse:

Fire lærere lavede og gennemførte et projekt i starten af Covid-19. Deres idé var at lave et katalog over digitale ressourcer og deres anvendelser, så de var forberedte hvis en lign. nedlukning skulle ske igen.
Projektet udmærker sig, fordi de blev skabt inden Corona (hvilket i sig selv er flot), det har engageret eleverne i en svær tid, det har udfordret dem og krævet, at de selv var aktive.

eTwinning
eTwinning